10uger, 76sider, 77 fremlæggelsesslides og 4dokumentationsopgaver er skyld i, at bloggen ikke er blevet opdateret med jævne mellemrum. For 10 uger siden fik jeg en hjerneblødning og kastede mig ud i noget vildt. Et fuldtidsselvstudie på Niels Brock Academy, Copenhagen Business College. Jeg havde ikke overskuddet til det, men jeg havde viljen til, at begynde på studiet alligevel. Nu sidder jeg så hér efter 2 vellykkede eksaminer med udsigt til, at endnu flere døre står pivåbne for mig. Det er en dejlig følelse og den bedste motivation, har været datteren min. Så lille, men så tapper. Hun har atter været syg i lang tid og er lige kommet tilbage i vuggestuen hér efter nytår, hvor det lykkedes os, at få hende på "højkant" igen. Kun 2 dage skulle hun være i institution før hun atter blev syg igen. Så nu starter møllen forfra. Men det er fuldstændig lige meget. Vi klare det, uanset! I dag har manden, min thomas, fødselsdag. Halvvejs mod de 50 fylder han og desuden er vi halvvejs mod vores papir-bryllup! Havde vi nu været gift i 2009, så var der blot 4 1/2år til kobberbryllup. :)

Likes

Comments

I didn't know today would be our last
​Or that I'd have to say goodbye to you so fast
​I'm so numb, I can't feel anymore
​Prayin' you'd just walk back through that door
​And tell me that I was only dreamin'
​You're not really gone as long as I believe

There will be another angel
Around the throne tonight
Your love lives on inside of me,
And I will hold on tight
It's not my place to question,
Only God knows why
I'm just jealous of the angels
Around the throne tonight

You always made my troubles feel so small
And you were always there to catch me when I'd fall
In a world where heroes come and go
Well God just took the only one I know
So I'll hold you as close as I can
Longing for the day, when I see your face again
But until then

God must need another angel
Around the throne tonight
Your love lives on inside of me
And I will hold on tight
It's not my place to question
Only God knows why
I'm just jealous of the angels
Around the throne tonight

Singin' hallelujah
Hallelujah
Hallelujah
I'm just jealous of the angels
Around the throne
Tonight


Likes

Comments

Året er ved, at gå på hæld. Vi tæller ned de sidste timer, der er tilbage af 2016 og hver især gør vi vor status over året, der snart er gået.

Indtil august gik jeg på barsel herhjemme med Aviaja. Jeg husker tiden, som en dejlig tid og en tid - jeg nu et halvt år senere - til tider kan savne rigtig meget. Der sker simpelthen så meget med Aviaja lige i tiden og det er som om, at hun udvikler sig hver evig eneste dag og i et tempo, hverken Thomas eller jeg, kan følge med. Billederne vi har taget gennem det seneste år, bevidner også, at vores lille pige er blevet stor. Hun er pludselig ikke så "hjælpeløs" mere og for hver dag der går, kan hun flere og flere ting selv. Det er en fantastisk rejse, at være vidne til på allertætteste hold og hvor vi dog elsker, at følge det lille væsens vej gennem livet.

For mig, har det været et år, hvor jeg virkelig har savnet, at min far kom med et glas vand til mig. For det har jeg været alt for dårlig til at huske, at hente til mig selv i de tider, det har været nødvendigt. Jeg har været dårlig til, at sætte mig ned, trække vejret og suge luften ud af alverdens bekymringer og tænke "Den klare vi nok - Imorgen er der atter en dag". I stedet har jeg tilstødt dem mere luft, at svæve på. Højt oppe, hvor jeg ikke har kunnet nå dem, bearbejde dem og lade dem falde blidt til jorden med et smil, der lyser langt væk af "Herregud, var det bare det? TAK, glimmer på og op på kaminhylden!". Jo mere jeg har kigget op, jo mere har de fyldt i hverdagen. Det har ikke været nogen hemmelighed, at vinterhalvåret er hårdt ved Aviaja og dertil er der naturligvis kommet en række bekymringer. Det har til tider været som om, at vi har måtte trække vejret gennem et sugerør sammen med vores lille pige. Jeg tror endda, jeg til tider har holdt mit vejr - både i angst for, hvad det næste mon bliver - men også i overført betydning. For hvis jeg nu ikke suger al luften til mig, så er der mere til, at gøre hende rask. Miraklet, vi håbede på i år, er indtil videre desværre bare ikke blevet en realitet. Aviaja er ikke blevet erklæret hjerterask. Indtil videre afventer vi indkaldelse til ny scanning i foråret.

Viljen starter, hvor lysten holder op, sagde en klog mand engang til mig. Og jeg tror, han har ret. For ingen af os, har lyst til, at se Aviaja syg, være så udmattede eller for den sags skyld opleve følelsen af magtesløshed for hver gang, at Aviaja har en dårlig dag eller er syg. Det er hér vores vilje sætter ind. Vi er ikke stærke, vi er ikke nogen superhelte med uendelige kræfter. Vi er bare forældre med stort F, som er der for vores barn af alene vilje. Af lyst, har vi selvfølgelig lyst til, at hun en dag kan erklæres hjerterask - det er en ren selvfølgelighed! Men da, vi ikke kan styrer vores hverdag af lyst, så må vores største våben i vores sind lige nu være selve vores vilje til, at være de bedste forældre for Aviaja og ej at forglemme vores uendelige kærlighed til hende - og hinanden.

For første gang nogensinde, har jeg prøvet at holde jul med en anden familie end min egen. Julen blev holdt hos Thomas' familie, min svigerfamilie. Selvom, jeg havde lidt ondt i maven over kun, at tilbringe tid med min egen familie under gudstjenesten, så var det alligevel forfriskende, at prøve og holde jul et andet sted med andre traditioner - nye som gamle. Vi havde en absolut skøn aften, som endda gik op i en højere enhed med beskeden om, at der venter et lille ny mirakel i 2017, som vi alle glæder os til.

Jeg har kunnet mærke, at jeg har haft særligt brug for, at tilbringe julen i år med min egen familie, da Aviajas oldefar har været meget syg af kræft. Jeg bliver nok lidt et flokdyr til højtiderne og allerbedst, har jeg det, når vi alle er samlet. Livet i 2016 har for os, vist sig, at være afsindigt skrøbeligt og pludselig kan alt man kender, ændre sig til en afskyelig sky af uvished og sorg. Heldigvis har jeg stadigvæk min morfar hos mig og Aviaja sin oldefar. Akkurat, som det skal være! I aften har jeg tænkt mig, at lade en ekstra krammer hænge udenpå tøjet alene til ham i ren og skær taknemmelighed for den kamp, han tog op i 2016 og det faktum, at han stadig er hos os når vi, i aften, sammen træder ind i et nyt år. TAK - glimmer på - og op på kaminhylden, som Hella Joof, siger det!

2016 har også været et år, hvor jeg, for første gang nogensinde, har tilladt mig selv, at føle et kæmpemæssigt stort afsavn til min lillebror. Dertil er der ting, som er dugget op til "overfladen" og som jeg nu har mulighed for, at bearbejde. Det har - og er stadig - en hård erkendelse, at nå frem til, at jeg rent faktisk savner ham helt enormt meget. For når jeg erkender det, så bliver jeg klar over, hvor stort et pres jeg har underlagt mig selv for, at dække tomrummet efter ham. Et tomrum, som aldrig kan erstattes. Og det gør ondt. Forfærdeligt ondt - og endnu mere i takt med, at Aviaja bare bliver større og større. For jeg har ingen søskende, at dele denne glæde med. Hvor ville jeg have elsket, hvis han var, at finde i jordens atmosfære sammen med os andre. Han ville have været så afsindigt stolt - akkurat, som os andre over hvor fin og mild en lille pige, Aviaja er.

Jeg føler, at 2016 blev året, hvor jeg gav slip og gav mig selv plads til, at åbne øjnene og gennemleve hans død og tiden efter, atter igen. Som udgangspunkt ikke et særligt rart flashback, at gennemleve, men så alligevel ganske smukt. Døden er jo mildest talt, som et skib, der sejler væk med vore Kære. Vi står på stranden og ser det forsvinde. Vi ser det blive mindre og mindre, og til sidst forsvinder det helt væk ud i horisonten, hvor himmel og hav mødes. Vi ser på hinanden og siger "Nu er han væk", men lige så sikkert er det, at der på den anden side, står nogen og siger "Der kommer han!". Denne fortolkning giver mig ro. På kirkegården ved hans have, har jeg lovet ham, at jeg vil stoppe med, at prøve på, at udfylde tomrummet efter ham, men i stedet bruge al min energi på, at leve mit liv, som jeg vil det. For jeg fortjener, at være glad - og sådan ved jeg, at han ville have ønsket det for mig.

Jeg glæder mig til, at slippe år 2016 og hilse goddag til 2017. Sådan i korte træk kan jeg nævne, at 2017 bliver et år, hvor jeg skal huske mig selv på, at jeg var Thomas' kæreste inden jeg blev mor. Det kan man til tider godt komme til at glemme når man lever i en travl hverdag med arbejde og hvor alt går op i samarbejdet om Aviaja. For det er jo egentlig det forældreskab er: Et samarbejde.

I slutspurten af året, har jeg levet i en lidt kaotisk hverdag med sygt barn, fuldtidsstudie og arbejde.Mit karakterblad dækker over ene 10-taller og 12-taller og så venter eksamen i starten af januar. Nej, jeg er ikke nogen super-mom med uendelige kræfter. Jeg har bare været heldig, at have en Thomas i mit liv, som har taget det tunge læs og samtidig formået, at putte glimmer på vores hverdag, samlet det hele og sat det op på kaminhylden, som vi ikke ejer. Og så giver det jo sig selv, at når jeg kigger på min datter, så ved jeg, at jeg ingen større motivation finder end den, jeg har fundet i hende! Selvfølgelig kan jeg - og jeg skal! Det er ikke et valg jeg har. Jeg glæder mig til de nye udfordringer og tider, der venter os i 2017!

Til slut vil jeg ønske alle et lykkebringende godt nytår med godt helbred og masser af kærlighed! :) Og husk nu: TAK- glimmer på - og op på kaminhylden! <3




Likes

Comments

Frygt er en iskold industri, men for os bliver det ikke mere present. "Love my life" af Robbie Williams spiller i baggrunden. Aviaja sover trygt. Herhjemme. For det kan ikke være anderledes, åbenbart. Det knuser mig indvendigt, at hun skal blive ved og ved med at få tilbagefald. "Det er synd for os", sådan siger de fleste. Og gu' er det ej! Nok er det hårdt, men synd det bliver det helt og aldeles kun for hende. Vi er hendes forældre og vi ville aldrig tænke os, at bytte for noget andet i verden! Håb er en hjertens god forretning og det er dén vi lever på. Det ydre har det med, at overdøve det indre. Aviaja er Aviaja. Nok er hun hjertebarn, men sådan oplever vi hende ikke. Nogle dage er det måske ren fornægtelse fordi tanken simpelthen gør for ondt indeni. Men når vi tager på familieudflugt til Aqua og allerede er på vej hjem 30minutter senere fordi Aviaja er fyldt op af indtryk og afkræftet, så mærker vi for alvor, at det er for tidligt, at slippe særhensynene. I disse dage kæmper jeg med frustrationen over, at Aviaja endnu ikke kan klare vinterhalvåret. Det er en hård erkendelse, at nå frem til. Og hold kæft, hvor har jeg grædt mange tårer over det af bare angst for, hvad fremtiden bringer. Det er svært, at se os ude af det hul, vi står i. Jeg er skrækslagen. Magtesløs. Og det synes som om, at mine øjne gentagne gange er vidne til noget, som er ganske forfærdeligt. Aviaja trodser på alle måder sin hjertefejl. Jeg havde aldrig i mit liv set det komme, at hun skulle få dage, hvor hun ville miste balancen og nærmest gå et skridt tilbage, rent motorisk. For et par dage siden gik hun ganske stabilt og sikkert på sine ben, som havde hun aldrig gjort andet. Nu går hun med forsigtighed og af og til glipper balancen i et øjebliks svimmelhed, som hun er præget af pga. virusen. Det er hårdt, at se. Ikke fordi, at vi har travlt med, at Aviaja skal udvikle sig, men fordi, at jeg ser ændringen fra sikkerhed til usikkerhed og frygt i hendes øjne. Til forskel fra vinterhalvåret sidste år, så er hun nu - et år senere - ganske bevidst om sig selv og sine omgivelser. Jeg kan se på hende, at det ikke er altid, hun lige forstår, hvad der sker, hvorfor hun pludselig mister fodfæstet og falder. Jeg ser vreden og frustrationen i hendes øjne og jeg hører gråden af magtesløshed i hendes stemme. Men selvom, at jeg føler alle ting på én gang sammen med hende, så fortæller jeg hende alleligevel, at "Avia'ka det heele" og at idag bare er en dum dag. Vi har valgt, at lytte efter vores indre og fritage Aviaja fra vuggestuen indtil efter nytår, hvor Aviaja forhåbentlig er virus-fri og er kommet mere til kræfter. Vi har i sandhed taget tilløb til, at tage denne beslutning og vi håber, at hendes livsglade hvin vil overvinde frygten for fremtiden i vores sind. 2017, kom hid! Lige nu er dette, det mest rigtige, at gøre.

Likes

Comments

Kl. er over 02 om natten. Hun kæmper. Lyden er forfærdelig. Det lille menneske. Lyden går lige i hjertet på mig. Jeg føler mig magtesløs. Ja, det gør vi begge to,Thomas og jeg. For vi kan ikke gøre noget. Andet end at nusse, kysse og kramme hende og fortælle hende, at alt snart bliver godt igen. Snart, siger vi. Men hvornår er det? Sig det forsvinder. Sig det forgår. For jeg kan snart ikke mere. At se hende på den måde, er det mest forfærdelige i hele verden. Jeg savner hende. Min glade pige med øjne, der kan smile helt op til ørene. For helvede, hvor jeg savner hende. Jeg er så træt, at jeg falder over min egen skygge i morgenmørket. Det er bare ét af de mange tegn, der fortæller mig, at jeg er ved, at være udbrændt. Alt imens jeg bare forsøger, at jonglere med arbejde, fuldtidsstudie, familieliv og i det hele taget bare forsøger, at få en hverdag til at hænge sammen.

De sagde, at denne vinter, ville blive anderledes. At hendes lille krop, ville være "rask nok" til vinteren. Jeg elsker julen, men for første gang nogensinde, så hader jeg vejret og alt, jeg overhovedet kan forbinde med kulde og vinterepidemi. For jeg ser, hvad det gør ved hende. Det gør hende syg. Virkelig syg. Så syg, at ingen i vore omgivelser forstår, hvad vi gennemlever. Utallige gange har jeg set ind i øjne, der signalere "overdrivelse fremmer forståelse" når jeg forklarer omstændighederne. Når det sker, så bliver jeg vred! For det er os, Thomas og jeg, der sidder oppe med hende om natten. Vi oplever det mest forfærdelige i verden. Vi står i det med begge ben og sommetider føles det som om, at vi trækker vores vejr med hende gennem et sugerør. Vi ser panikken i hendes bange øjne, der skriger langt væk "Mor og far, hjælp mig!", mens hun med rystende krop hiver efter vejret og græder når luften tillader det. Det er forfærdeligt og kuldegysende skrækkeligt. Og jeg græder med hende når hun ikke ser det.

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne fjerne al svig og smerte fra hende. Hun kæmper Et skridt frem og 2 tilbage! Det burde simpelthen ikke være muligt, at blive diagnostiseret med lungebetændelse og så lige toppe den med feber, snot og hele svineriet oveni! Hun klare det hele så flot og hun er den sejeste, vi kender! Som forældre er det bare hårdt, at være vidne til de kampe, hun kæmper i øjeblikket. vores lille fighter.

Vi har allerede passeret 1. advent i kalenderen. Når jeg bladre tilbage i mine billeder, ser jeg hvilken transformation vores lille pige har gennemgået på bare et år. Hun er blevet så stor, så dygtig. Hun trodser sin hjertefejl på så mange måder hver eneste dag - selv på de dage, hvor hun er allermest svækket.

De sagde, at hun måske først sådan rigtigt ville have kræfter til, at gå selv uden hjælp når hun var 1,5år. Men præcis 1 dag før hun fyldte 14mdr. gav hun slip og selv gik hun rundt på gulvet, som havde hun aldrig lavet andet. Vi er simpelthen bare så stolte af hende. Hun vil fremad i livet. Det fortæller billederne mig også. Hver og én af billederne har nemlig sin egen historie, en ting vi har oplevet eller en situation, vi har stået i. Det giver mig håb. For uanset, hvor hårdt det er lige nu, så ved jeg, at vi kommer endnu stærkere ud på den anden side!

Min mor fortalte mig engang, at jeg gjorde hende stærk. Men først nu ved jeg præcis, hvad hun mener...

Hvis vi ses om tusind år,
så ville jeg gøre det hele igen!



Likes

Comments

Bliver vi nogensinde klar? Det tror jeg ikke. Jeg ved, at jeg vil synke helt ned i knæ når jeg en dag skal miste jer. Det vil ikke være tabet af jer, der får mig i knæ. For I har på hver jeres måde og med hver jeres tilstedeværelse gennem min barndom, lært mig, hvordan jeg skal begå mig og hvordan jeg er den bedste version af mig selv; Den Sabrina, I elsker op til stjernerne og hjem igen. Nej, det vil udelukkende være minderne, det enorme savn og behovet for, at skabe endnu flere gode stunder, som vil gøre det umenneskeligt svært for mig, at komme videre fra de smukke og dybe spor, I efterlader jer. For pludselig en dag, er det endegyldigt, at min datter ikke får flere oplevelser med jer...

I marts måned braste vores verden endnu engang. Kræften var kommet tilbage efter blot 1 år og operation var nødvendig. Hvorledes kræften kunne kureres, vidste vi ikke før efter endt operation og kontrolscanningernes påstand om fremtiden. Det har taget hårdt på morfar denne gang - det ved vi begge to - og ikke mindst på dig, mormor. Om jeg begriber, hvordan du (som så mange gange før) formår, at holde fanen højt! Hvor får du den styrke og de kræfter fra? Jeg tror, vi alle var bange. Inderligt bange for, at miste morfar. For det er jo ikke "bare" morfar, vi mister når den dag kommer. Det er hele familiens klippe, hele familiens - og dit holdepunkt. Det er muligt, at dit "telefonitis" til tider kan overdøve morfar, men det er nu engang hans stemme, man høre når det virkelig gælder. Og det vil blive et savn, den dag, han ikke er her længere, mormor. Hvor må du ha' været bange. Det var jeg selv!

I aften er det knæk cancer aften. Jeg bryder mig egentlig ikke om, at se programmet. Faktisk ved jeg slet ikke om jeg tænder for tv'et i aften når det bliver sendt. Og det er nok fordi, at det kommer for tæt på noget, som gjorde afsindigt ondt indeni os alle - selvom morfar så tappert stod fast og sagde "ukrudt forgår ej så let". De siger på TV, at man skal huske, at sige de ting, man gerne vil sige inden, at det er for sent. Heldigvis ligger ingen af jer - eller nogen af os (for den sags skyld) med foden i en et-værelses oldekoldehytte med skruelåg og en god bog, og forhåbentlig går der mange år endnu inden, at vi skal sige farvel. Men jeg har alligevel gjort mig nogle tanker....

For at give morfar lidt energi til at komme ovenpå igen sendte jeg ham en mail med hvad der gik gennem hovedet på mig, da han blev kræftsyg for 2. gang i marts måned. Måske har han vist dig det, men i al fald var mine tanker tænkt, som en kærlighedserklæring, der forhåbentlig kunne få ham på højkant igen, de dage, hvor han har det sværest og du måske ikke lige har energien til, at trække ham med op igen. Mormor, jeg synes lidt, at du er blevet glemt lidt i kræft-ræset og derfor, har jeg skrevet et sådant slags brev til dig. Som førnævnt siger de jo på TV, at man skal huske og få sagt det man gerne vil inden, at det er for sent. Jeg regner ikke med, at hverken du - eller morfar sætter træskoene foreløbigt. Forhåbentlig har vi mange gode år endnu med alverdens oplevelser, smil og grin. Men tankerne om den dag, hvor jeg, du eller morfar skal herfra er faktisk en god øvelse for, at sætte tanker og følelser i et perspektiv, som giver mening når først det analyseres ind til benet, hvor det godt kan gøre lidt ondt. Det har jeg gjort i dette brev. Dels fordi, at der på TV opfordres til, at der ikke er noget usagt - men mest fordi, at jeg elsker dig og du skal vide på skrift helt konkret, hvad du betyder for mig!

Læs nedenstående, græd - smil så og find dine glade øjne igen på de dage, hvor det ikke kun er morfar,
der kæmper en brag kamp, men også dig! <3

"Kære Mormor!
Jeg ved, at du sikkert vil fortælle mig, at det er okay, at Aviaja og jeg køber én blomst til dig. Bare én blomst. For stod det til dig, så skulle du i "De ukendtes" og blomsten i Aviaja's hånd, skulle vi sammen kaste over skulderen og forestille os, at det er dér, hvor blomsten lander, at du ligger og så aldrig mere se os tilbage igen. Det var sådan, du gjorde med din egen mor (det har du fortalt mig) og derfor tænker jeg, at det må være lige sådan, du helst vil det, den dag, du ikke er her længere. Men det ved jeg, at min mor aldrig tillader. For som hun siger, så skal der være en sten, vi kan gå hen og sparke til på de dage, der er tåretrillende svære og livet føles uretfærdigt. Og det giver jeg hende medhold i. For vi bliver nok aldrig helt klar til "bare" sådan, at slippe dig og morfar - selvom I jo altså bare "går i forvejen". Når jeg besøger dig, mormor, så vil jeg sørge for, at jeg altid lige har en ekstra trøje på, så du ikke fryser. Jeg husker så tydeligt episoden oppe i sommerhuset med familien, hvor morfar gav et gisp fra sig og spurgte "Uh.. Er det ikke blevet lidt køligt hér til eftermiddag", hvor du prompte svarer "Jo! Jeg tager lige en trøje på", hvorefter vi alle bryder ud i grin og morfar komplimentere "Ja, ha! Så mener du, at jeg kan holde varmen? Tak, skal du ha'." Åh, hvor vi grinede! Og sådan tror jeg, at det af og til også vil blive i tiden efter, at du er taget afsted. Der vil være dage, hvor stenen vil få sig en ordentlig tur og jeg vil græde fordi, at jeg savner dig så afsindigt meget. Men der vil også være dage, hvor jeg vil grine og tænke "for fanden.... dit gamle raffelbæger!". Det er alligevel ikke mange, der kan prale af, at ha' kendt et sprællevende raffelbæger, der ovenikøbet kan forudse vind og vejr! Men "din fede lever" må onkel, altså selv stå på mål for! Jeg lover dig, at jeg vil forsøge - for din skyld - at smile og ha' glade øjne de fleste ad gangene, vi besøger dig - og i det hele taget fremover i min hverdag. For det må da absolut være den ultimative livslektie, du har lært mig; At have glade øjne og kun gøre det, jeg føler mig tilpas med - og ikke mindst følge mine fornemmelser helt ned i maven. Og det vil jeg forsøge, at give videre og lære dit oldebarn, Aviaja, den dag, hun er stor nok til, at forstå. Jeg vil fortælle Aviaja, at du var den smukkeste blomst af dem alle og at det var derfor, at du blev "plukket" fra os og skulle herfra. Jeg har i al fald hørt, at det altid er de bedste og smukkeste, der går bort før alle andre. Jeg vil fortælle hende om, hvordan lykken er en sommerfugl. At den hos os har fundet fred og vil blive dér alle dage - bare vi passer på den og værner om den. Når jeg ser en sommerfugl vil jeg altid tænke på dig. For det er lige sådan, jeg forestiller mig, at du ønsker det. For som du siger, græsset ser måske grønnere ud på den anden side. Men sandheden er, at græsset er grønt lige dér, hvor du vander det. Du er din egen lykkesmed. Når vi besøger dig, risikere du måske også, at din "telefonitis" kommer tifoldigt igen. Men jeg lover dig, ikke at fortælle om alting. Ikke fordi, at der skal være noget usagt, men fordi at der jo også skal være lidt livshistorier tilbage når vi mødes igen om 80år, hvor vi skal overdøve morfars høreapparat med telefonitis! For jeg tænker ikke umiddelbart, at jeg springer et led over med lige netop det! Du har så tit ringet til mig. Bare for, at høre på min stemme om jeg har glade øjne og for lige, at kontrollere, at alt er i den skønneste orden. Fik jeg nogensinde sagt dig TAK for alle de opkald og i det hele taget din store tilstedeværelse i mit liv? Om ikke andet, så TAK, mormor! Det betyder ALTID noget når du ringer, er der for mig og høre til mig og min lille familie, Thomas og Aviaja. Det eneste, jeg kan være ked af er, at vores hverdag til tider er så travl, at jeg aldrig helt når, at komme op på samme kvote af opkald og tilstedeværelse. Give dig et knus, høre din stemme og se dine livsglade øjne. Tak fordi, at du er DIG, MIN mormor og verdens dejligste oldemor til Aviaja, i den tid, vi får lov at have dig hos os. Jeg elsker dig - op til stjernerne og hjem igen.

Din kærlighed er som vinden; Nok en dag kan jeg ej mere se dig, men jeg ved, at du altid vil være hos mig.
Kærlig Hilsen Dit Barnebarn, Sabrina. "

Likes

Comments

Når det sidste tog er gået, så husk den stemme der siger, du aldrig må glemme, at kærligheden kalder. Tænk, at være så beriget med så stor kærlighed fra så lillebitte et menneske. Det er helt igennem fantastisk! Kun 4 dage i vuggestuen. Mere skulle der ikke til før hun fik tilbagefald efter en kamp med 4 ugers sygdom. Nu ligger både mor og Aviaja snothamrende forkølede, hoster, spruder og alligevel er det hende, lillebitte 1 årige menneske, der er så stædig, at finde overskud til, at tørre hendes mors næse. "ej, skat. Vil du ikke lige tage et billede når hun gør det? Det er simpelthen så sødt!". Min mand kviterede med "Nej skat. Det er ikke noget omverdenen skal se på billeder. Det skal da opleves, hvor fantastisk mild og kærlig, hun er!" og ja, han har jo ganske ret.

Som før nævnt, har der det seneste år været mennesker ind og ud af vores liv. Dem vi troede, ville blive for enhver pris, viste sig, hverken at være klædt på eller havde pakket og var klar til, at vi blev forældre til et lille hjertebarn. Sidenhen er der kommet nye mennesker til, som er guld værd midt i alle medlidenhedsblikkene, som vi langt fra har brug for. Se os bare, vi klare os!

De siger, at det første år i vuggestue er det hårdeste, da barnet konstant er syg. Og ja, det har vi da i den grad fået lov, at føle på egen krop. Jeg er medlem af en terminsgruppe på FB, som alle havde termin i September 2015. Det blev jeg fordi, at jeg ufrivilligt blev udelukket af fællesskabet, der er at finde, i en mødregruppe på baggrund af, at Aviaja er hjertebarn og at vi blev det frarådet af hjertelægerne. I virkeligheden ved jeg slet ikke om jeg gad være afhængig af en mødregruppe, men bare dét at jeg ikke selv fik valget, kan godt give anledning til frustration.

Nogle dage ville jeg ønske, at min datter "bare" havde brækket armen. Ikke fordi, at jeg ønsker det for hende. Men fordi det er lettere for omverdenen, at forholde sig til end at hun rent faktisk er hjertesyg! I virkeligheden kan man nok godt sideordne enhver hjertelidelse med psykiske lidelser, som f.eks. depression og angst. Det er heller ikke diagnoser, der er særligt synlige for omverdenen. Og derfor kan det være svært, at sætte sig ind i og i det hele taget forstå, at nogen mennesker kan have det sådan.

Jeg har den seneste tid rent faktisk overvejet, at melde mig ud af termins-gruppen på FB selvom den, indtil nu, har været et fint alternativ til mødregruppen, jeg aldrig blev en del af. Jeg tror såmænd ikke, at mine følelser er mere klædt på udenpå tøjet eller for den sags skyld mere sensitive fordi, at jeg er mor til et hjertebarn. Det er simpelthen noget værre sludder og det er igen, en medlidenhed, jeg ikke har brug for.

Men jeg kan godt blive ked af, at læse de ting, som bliver lagt op på termins-gruppen. Og det kan jeg fordi, at der hurtigt tegner sig et mønster, som tydeligt viser, at problematikkerne ikke er det samme, som det, vi står overfor, som forældre til Aviaja. Og det er jo i virkeligheden dét, hun er. Aviaja. Bare lille, søde, milde Aviaja. Det er sådan, vi som forældre ser hende. Vi ser hende ikke, som et decideret hjertebarn, da alle særhensyn og forbehold ligger dybt under huden på os. Det er ikke noget, som for os, kræver en ekstra tanke lige, at huske. Sådan er det bare.

Men når en anden mor, så laver et opslag om, at nu har hendes barn været forkølelses-syg i HELE 3 dage (oh my god!) og det er bare helt, helt forfærdeligt, så niver det lidt i mit hjerte, tårererne presser sig på og jeg tænker "Okay, okay, OKAY! Hvorfor i alverden går man sådan i panik over blot 3 DAGE?? Prøv så med 4 UGER!". Selvom jeg har stået med et sygt barn på 4.uge, så føler jeg ikke, at jeg har noget givende, at kunne kommentere på opslaget og det eneste, jeg tager med mig fra opslaget, er tristhed og tanker om, hvad mine egne ben står plantet i. Jeg erkender, at det godt, kan være en smule hårdt, at blive banket i hovedet med virkeligheds-hammeren over sådan, et ellers harmløst, opslag.

Jeg skal jo på ingen måde forestille, at være mere presset end den anden mor, blot fordi mit barn har været sygt på 4.uge. For sådan tror jeg altså ikke, at virkeligheden er skruet sammen! Jeg tror ikke, at der er forskel på, hvilket pres, vi forældre ligger under, når vores børn bliver syge. Det er da lige forfærdeligt uanset tilfælde og omstændigheder. Og hér er det vigtigt at huske, at vi måske ikke alle har samme resourcer, at trække på og stå imod med når det sker, at vores børn bliver syge.

For vores vedkommende er systemet jo således skruet sammen, at selvom vi ved, at Aviaja typisk bruger 2-4uger på, at komme ovenpå igen når hun er syg, så må hverken jeg eller Thomas sygemeldes fra arbejde sammen med hende - MEDMINDRE, at vi er indlagt med hende! Og det er vi jo altså heldigvis ikke! Og hvor er jeg dog evigt taknemmelig for al den hjælp, vi har modtaget fra hendes søde morfar i det hér kæmpe puslespil, vi bare måtte og skulle have til at gå op sideordnet med arbejdet.

​​Når jeg har fri fra arbejdet kan jeg så på ny jonglere med verdens dejligste tumling på armen, taske, indkøbsposer og bil-nøgle, mens jeg ihærdigt prøver, at låse døren op med Tumlings' sut!
​​...Kigger ned på armen, hvor Aviaja sidder. Hun griner og sender øjne, der siger "Altså Moar, hvis du bliver ved, at bruge den dér, så kommer vi aldrig ind! ...Synes du sagde, du havde lært, at klare dig selv siden du blev 23?" 

...​Godt, at snotnæser ikke forhindrer nogen i, at grine <3 



Likes

Comments

Der har været stille på bloggen og det er der selvfølgelig en grund til. Jeg får ikke skrevet de indlæg, jeg gerne vil og i det hele taget har vores hverdag været baseret på ét stort puslespil, der bare måtte og skulle gå op samtidig med, at vi skulle huske hinanden og os selv på lige, at trække vejret samtidig!

Aviaja kæmper lige nu, som den lille figther hun er, på sin 4. Uge en brag kamp mod en forkølelses-virus i næse, hals og lunger. Hun kan simpelthen ikke kaste virussen af sig igen. Intet kan vi gøre for, at hjælpe hende. Og vi har haft dage, hvor jeg har haft behov for, at tage bladet fra munden og erkende, at den seneste måned har været fyldt op af de dage, vi helst bare undererkender og smider om i rygsækken til underbevist-bearbejdelse, da det, for vores bevidsthed, har virket for uoverskueligt.

Det er dage, hvor hele verden vælter og skyerne falder direkte ned i hovedet på én
(også dem man ikke kan se for bare solen udenfor) og hvor det er uretfærdigt-svært at være forældre til et hjertebarn. Tårerne triller, kroppen er i konstant alarm, der er minus på søvn-kontoen og bekymringerne vil ingen ende tage. For fanden hvor er det hårdt, at være vidne til hendes blå læber, feberramt krop, hendes blege ansigt og hendes hiven efter vejret. 😭😭😭 Må jeg godt ha' lov at skrige??? Hvordan kan noget der er så hårdt, samtidig være det bedste, der nogensinde er sket os? ❤️🙏🏻


Jeg har virkelig gjort -og prøvet ALT det bedste, jeg har lært fra hjertemedicinsk afdeling for, at hjælpe hende og nogle nætter har jeg sovet med hende på brystet fordi hun ikke kunne trække vejret for bare slim og en krop, der kogte i den rene feber! Jeg føler ikke, at jeg er blevet hørt ved lægevagten og blev mere eller mindre kategoriseret som en pylleret, hysterisk mor, som overdramatiserede min datters tilstand! Ja, mage til frækhed om det ikke også var ordene, der blev skrevet som notat, af fjolset jeg fik i røret fra lægevagten, i journalen, da jeg konfronterede egen læge med, hvilken behandling vi havde fået ved lægevagten!!! "Det er jo bare en forkølelses-virus, dén kommer hun over!" Ja, det er sgu flot sagt, men det er jo ikke DIG, der er vidne til hendes blå læber når hun ikke kan trække sit vejr for bare slim, VEL doktormand!?", vrissede jeg i telefonen!

....ANYWAY! Tør slet ikke nævne, hvor desperat, jeg har været den seneste tid - og til sidst! Og nu har jeg så fundet mirakel-kuren på egen hånd! Jeg har fundet denne hér zoneterapi-bog, som hedder "Tryk og glad" af Katrine Birk. Den er netop udkommet i boghandlen! I bogen finder man Babyhjælp til bl.a. ondt i maven, ondt i ørene, søvnproblemer, kolik, forkølelse, ondt ved tandfrembrud og meget andet. Den er simpelthen GULD VÆRD!

Jeg har, i en lille uges tid nu, givet min lille pige "immunforsvars-booster"-behandlingen kombineret med "Næsezone"-behandlingen, som begge er beskrevet i bogen. Det gjorde jeg fra mandag af og guess What! I dag løber næsen ikke, hun hoster knapt nok og dæleme om hun ikke var så frisk i morges, at hun blev afleveret i vuggeren! 🙏🏻❤️ 


​​Umiddelbart tænker jeg, at der er lagt op til en weekend med mere søvn og en glad datter - hvor er det bare dejligt! Og jeg kan KUN give bogen min allervarmeste anbefaling! 

Så ​​fra en hjertebarns-mor til alle i andre mødre - smut ned i boghandlen og få fingrene i bogen! 
DEN ER GULD VÆRD!





Likes

Comments

Et år er nu gået 😳 tænk engang, i et helt år har vi haft lov, at passe på denne lille hånd og dette lille bitte menneske, som faktisk slet ikke er så lille mere! 😍Mange ting har ændret sig, nye egenskaber er kommet til, mens hendes evigglade-sind forsat følger hende! Af udseende har hun stadigvæk mest til fælles med sin far (fik jeg nævnt, at han er jordens bedste og dejligste far?), mens meget af hendes sind og temperament vækker genkald i mig 😅❤️ Hun er jordens skønneste pige - stadigvæk med tusindvis af sjove ansigter! 😄Hendes hjertefejl, har ikke fået lov at styrer vores hverdag og Aviaja selv, har end ikke opdaget af hun er hjertesyg. "Avia'ka det heeeeele", fortæller hun med sin holdning! Og så sagt, som gjort! Der er fart på hende og hun lader sig ikke sådan lige bremse! 😅 ifølge hjertelægerne skulle hun have dage, hvor hun ikke har kræfter til at sidde selv. Hun skulle endnu ikke kunne kravle. Og da slet ikke tænke sig, at begynde og gå!? 😳 Hvad kan jeg sige? Avia'ka det heeeeele! Hun sidder selv, hun kravler og hun kan gå helt selv med støtte fra sin gåvogn. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at vi har verdens mest stædige og dygtige lille pige, som bare vil fremad i livet - og hvor er det dog livsbekræftende, at beskue (som forældre) på allertætteste hold! ❤️ Tillykke med fødselsdagen, du lille mirakel af et stjerneskud! Mor og far elsker dig! 🇩🇰🙏🏻

Tusind tak for opmærksomheden vedrørende vores datters fødselsdag igår! Vi er meget rørte over, at så mange huskede denne store dag! Nu har vi lige en hviledag inden weekenden atter står på fødselsdagsfejring for nær og fjern! 😍❤️

Likes

Comments

Leder du efter den ene person, der kan ændre dit liv? Så gå ud og kig dig selv i spejlet. Er du dér, hvor du ønsker, at være karrieremæssigt? Har du en chef, som ikke ser dit potentiale? Min plan for fremtiden er lagt! Skal jeg hjælpe dig med din? Hvad nu hvis, jeg fortalte dig, at du helt selv kan bestemme balancen mellem dit arbejdsliv og familieliv? Og at du kunne få muligheden for, at arbejde når DU vil - hjemmefra - på café - på stranden - på ferien, og at du helt selv bestemmer hvor, hvornår og hvor meget, du vil arbejde? Kunne du tænke dig, at blive en del af et fantastisk team med høj arbejdsmoral, engagement, effektivitet og hvor du altid har et solidt team i ryggen, som er klar til at bringe dig til den succes, du altid har drømt om med økonomisk frihed? 


Jeg leder lige nu efter nye FBO's (Forever business owners), som kunne have lyst til at blive en del af mit fantastiske team! Tænker du, at ovenstående kunne være noget for dig og er du blevet nysgerrig på, at høre mere, så afholder jeg løbende online møder via Facebook, hvor jeg vil introducere nærmere ind til dit nye arbejde i mit team og med Forever. :) Send mig en besked via kommentarfeltet nedenfor eller via min private facebook under navnet Sabrina Dam Manolaki Villarreal. 

Jeg håber, at se dig i mit team! ;) 



Likes

Comments

Nouw Magazine